Historie #9

FOTO: Bob Sacha / Corbis

Dabancheng Wind Farm, Xinjilang Kina

Kinas nye klimavinde

Stadig flere vindmøller snurrer i Kina, verdens folkerigeste land med 1/5 af Jordens befolkning. Bl.a i Kinas nordvestlige ørkenområde, hvor man finder verdens største vindmøllepark, Gansu Wind Farm og en række andre store vindmølleparker.

Gennem de sidste 25 år har Kina oplevet en kolossal økonomisk vækst. Det kræver masser af energi, som især har været baseret på kul. Siden 1990 har Kina tredoblet sit CO2-udslip. men især inden for de seneste år har landet satset massivt på at finde alternative vedvarende energikilder.
Den vedvarende energi skal ikke blot reducere udslippet af klimagasser. Kina ser det også som en langsigtet kilde til energisikkerhed, der vil kunne fastholde den økonomiske vækst langt ud i fremtiden. Her satser Kina både på hydro-, vind- og solenergi.
Som verdens største udleder af klimagasser er Kina afgørende for den globale klimasituation. I 2012 baserede kineserne stadig 80 pct. af deres el-produktion på kul. Men i 2013 investerede Kina 54,2 mia. dollar i vedvarende energi. Det var tre gange mere end USA og dobbelt så meget som EU i forhold til landenes respektive BNP. Og det var mere, end Kina investerede i sine fossile energikilder.
Siden 2014 har Kina været førende i verden inden for produktion og anvendelse af vindkraft og solceller. Landets sektor for vedvarende energi vokser i dag hurtigere end sektoren for fossile brændstoffer og atomkraft.
2014 var også året, hvor det globale vindmøllemarked satte rekord. For første gang oversteg den samlede kapacitet af de nyopsatte vindmøller 50.000 MW på verdensplan. Det var en stigning på 44 pct. i forhold til året før. Næsten halvdelen af den nye vindmøllekapacitet blev opstillet i Kina. Med sit enorme marked skaber det kinesiske vindmølleeventyr også muligheder for danske vindmølleproducenter, som er blandt verdens største.
Og det hører med til historien, at da vindenergi-eventyret tog sin allerførste spæde start i Kina i 1980’erne, var det danske Vestas, som satte nogle af de første vindmøller op i Xinjiang provinsen i det nordvestlige Kina. Og skal man tro på Verdensnaturfonden, WWF’s, kinesiske afdeling, så ville Kina med en bevidst indsats i 2050 kunne få 80% af al sin energi fra vedvarende energikilder – uden at skulle bremse sin vækst.

Emilie Kærn fra Care fortæller om vedvarende energi.

000